Balladen om den bedrøvelige café

Mit venskab med Jesus Kristus

Hovedpersonen Nikolaj hader sig selv så meget, at han ødelægger alt og alle omkring sig. Hans forældre døde, da han var 13, senere dør også hans søster og så møder han Jesus. Det bliver startskuddet til et nyt liv for Nikolaj, der tvinges til at blive et bedre menneske. Men som også finder nye venner og derigennem lykken.
Romanens første del er ret ubehagelig læsning, men derefter udvikler den sig til at blive en slags feel-good roman, der er ret gribende. Jeg var godt underholdt af historien, og den er på mange måder en meget hjertevarm fortælling om, hvor fuldstændig nødvendige gode venner er for ens trivsel og lykke. Det er også en sød beskrivelse af forskellene mellem Jylland og Sjælland, og den er fyldt med elskelige karakterer. Den kommer dog ikke op på siden af Husums anden roman Jeg er en hær, som var en mere rystende og helstøbt fortælling.

Kvinden i hvidt

En vaskeægte klassiker, der muligvis er lidt for lang (608 sider inkl. efterskrift af Jokun Rohde), men som ikke desto mindre er spændende og en rigtig god læseoplevelse. Romanen udkom første gang i 1860 som en føljeton i 40 afsnit og den blev voldsomt populær og har ikke siden været ude af print i England. Den startede en ny genre - the sensation novel - som gør kraftigt brug af tilfældet til at drive historien frem, og som er meget stramt komponeret. Der er mange forskellige fortællere i romanen med tegnelæreren Walter Hartright og pebermøen (og bogens heltinde) Marian Halcombe som de primære. De møder hinanden, da Hartright ankommer til herresædet Limmeridge for at være tegnelærer for Marian og hendes halvsøster Laura. Walter og Laura forelsker sig hurtigt i hinanden, men hun er allerede forlovet med sir Percival Glyde. Han har en dyb hemmelighed, som han for alt i verden ikke vil have afsløret, og derfor har han bl.a. fået spærret en ung kvinde inde på en sindssygeanstalt. Den unge kvinde er titlens Kvinde i hvidt, og hun ligner til forveksling Laura, som Walter er forelsket i. Tilfældet (!) vil det også sådan, at Walter aftenen før han rejser til Limmeridge, møder og hjælper kvinden i hvidt på en øde vej i udkanten af London. Allerede dér får han følelsen af, at deres veje fra nu af vil være uhjælpeligt viklet ind i hinanden.
Det er en meget fængende og spændende historie, og skønt den er skrevet for 150 år siden forekommer den på mange måder meget nutidig. Den mest interessante figur i fortællingen er Grev Fosco, der viser sig at være en slyngel, men som er dybt underholdende med sin forkærlighed for kager og hvide mus.

Rystet spejl

Søren Ulrik Thomsens digtsamling er alt, hvad man kunne ønske sig af den. Livets forgængelighed; dét at blive ældre; at reflektere og at mindes; Københavns gader, der har de betydninger, vi hver især tillægger dem...
Det er selvfølgelig en kliche at sige det, men det er en virkelig smuk og rørende digtsamling, der stimulerer hjernen og hiver i hjertet.

Sorg og camping

Velskrevet og stærkt fængende roman. Hørslev har en formidabel evne til at skildre hverdagen og de underliggende følelser af sorg og ensomhed, der gemmer sig nedenunder alt det leverpostejsfarvede.
Vi følger fem personer gennem en hel dag i vinteren 1985 i landsbyen Løkke ved Ringkøbing. Marianne og Jørgen, der er gift og ejer en lille købmandsforretning, der kører med underskud. Det har Jørgen dog endnu ikke fortalt Marianne - som til gengæld har svært ved at indrømme, at hun synes, han gør alting forkert. Jørgen har en lillebror, Thomas, der føler sig for malplaceret i (og for god til) den lille landsby. Han har læst litteraturvidenskab og skriver på en roman. Hans islandske kone Gunnhildur er forsvundet. Den femte og sidste person er Jannie, der er forelsket i en gift mand, arbejder i købmandsbutikken og har en meget dominerende mor.
Vi kommer ind i hovederne på alle fem og hører om deres håb, længsler, frustrationer og det, de sørger over alt imens vejret slår kulderekord og en ondsindet kat sniger sig rundt oppe på loftet.
Det er en usentimental og bittersød læseoplevelse, hvor de fleste nok vil kunne nikke genkendende til mere, end de har lyst til at indrømme.

Den tidløse by

Er man til vampyrer, gotiske fortællinger, Barcelona og historiske romaner, så vil man sikkert være godt underholdt af denne bog. Der er fuld fart over feltet og et godt flow i den.
Fortælleren er en navnløs vampyr, der er Satans søn og som kommer til verden engang i 1400tallet. Han er udødelig og man følger ham derfor helt op til nutiden. Samtidig hører vi om en ung kvindelig advokatfuldmægtigs søgen efter sine forfædre, der alle er omkommet på tragisk vis.
Romanen er én stor genreforvirring, men den vil være oplagt at læse for dem, der holder af en god vampyrfortælling.

Sommeren uden mænd

Reflekterende og med fin brug af ironi fortæller Hustvedt denne historie. Fortælleren er den 55årige rødhårede digter Mia, der har haft en psykose efter hendes mand forlod hende. Nu er hun sig selv igen, men har brug for at komme væk fra New York og tager derfor til sin hjemby Bonden for at arbejde sommeren over med at undervise unge i poesi. Her tilbringer hun meget tid sammen med sin mor og hendes jævnaldrende veninder og hun bliver veninde med den unge nabokone, der har et stormfuldt ægteskab.
Gennem romanen reflekterer Mia over forholdet mellem mænd og kvinder, livets forgængelighed og hun henvender sig direkte til læseren. Det greb fungerer ganske udmærket, ligesom det giver fin mening, at Mia også forholder sig til den fortælling, hun selv er i gang med at konstruere.
Bogen kommer på ingen måde på højde med "Det jeg elskede", men det er en underholdende roman med interessante betragtninger over verden set fra en kvindes synsvinkel.

Alice

"Alice" er hovedperson i denne fine novellesamling om døden. I hver af de fem noveller dør en mand og de efterladte - der iblandt Alice - må forholde sig til tabet.
Det er en utrolig smuk bog, Judith Hermann har skrevet. Handlingen er minimal og sproget er holdt i en meget behersket tone. Der er ikke ét ord for meget. Sprogets neutralitet gør, at der ikke er sentimentalitet i disse fortællinger om døden. Der er ingen højlydt sorg i novellerne, og de små, diskrete, næsten indirekte tilkendegivelser af sorg og afmagt virker derfor så meget stærkere.
Novellesamlingen skal nydes langsomt, så man får alle de fine nuancer i sproget med. Det er en unik og meget smuk læseoplevelse at være i selskab med Alice.

Årets skandale

"Årets skandale" er en meget underholdende fortælling om, hvordan Alexander Pope fik inspiration til at skrive sit værk "Den røvede hårlok". Historien finder sted i 1711 i London, hvor selskabssæsonen er i fuld gang. Pope er i byen for at finde inspiration til sine skriverier, og bliver vidne til romancen mellem den unge skønhed Arabella Fermor og Lord Petre.
Popes venner, søstrene Martha og Teresa Blount, er ligeledes i London - for deres vedkommende i jagten på en ægtemand. Selskabslivets op og nedture, som oplevet af de forskellige personer, er omdrejningspunktet i romanen, som giver et meget klart billede af datidens London og de sociale omgangsformer. Det er her, romanen har sin styrke. Samtidig inddrager den et religionspolitisk aspekt, idet den fortæller om jakobitternes ønske om og forsøg på igen at få en protestant på tronen.
Romanen giver et interessant indblik i 1700tallets London i de højere sociale lag og selvom den er et stykke fiktion, så er det spændende at læse om de historiske figurer, der optræder i den. Fortællingen er en let tilgængelig historisk roman, der kan anbefales til alle, der nyder hurtige replikskift og erotiske forviklinger. Og hvem gør ikke det? :-)

Postbudet ringer altid to gange

James M. Cains debutroman fra 1934 handler om Frank Chambers, der har en affære med Cora Papadakis lige for næsen af hendes mand, der ejer den kro, hvor Frank arbejder.
Nick og Cora har et sadomasochistisk og råt forhold. Deres lidenskaber overskygger alt og de begynder hurtigt at lægge planer for, hvordan de kan dræbe Coras mand, der skygger for deres liv sammen.
Romanen er på kun 150 sider og den er hurtigt læst, for der er et godt flow i historien og man bliver hurtigt grebet af den, for bogen er meget stemningsfuld. Den foregår under den amerikanske depression og fortællingen er generelt meget mørk og domineret af en skæbnesvanger tone.
Skæbnen spiller en stor rolle i fortællingen, hvilket titlen er et bevis på. Jeg undrede mig efter læsningen over titlen, for umiddelbart kunne jeg ikke se en forbindelse til selve historien. Efter at have søgt mig frem på nettet, har jeg dog fundet ud af, at udtrykket "Postbudet ringer altid to gange" skal forstås sådan, at man ikke kan undslippe sin skæbne. Frank dømmes ikke for mordet på Coras mand, men da Cora senere dør, dømmes han til døden for dette dødsfald, som han egentlig er uskyldig i. Pointen er altså, at man muligvis kan undslippe én gang, men Skæbnen er ubarmhjertig, og anden gang falder hammeren.
Romanen kan absolut anbefales - og ikke kun til krimilæsere. En interessant detalje er desuden, at Camus har sagt, at romanen var en inspirationskilde for ham, da han skrev Den fremmede.

Himmerige og helvede

Døden er en evig følgesvend på det iskolde hav, hvor en folk fiskere i 1800tallets Island tjener til føden. Hovedpersonen, der aldrig omtales som andet end "drengen", skal med mændene og sin bedste ven Bardur ud for at fiske. Men det er en hård verden og har man glemt sin skindanorak, fordi man har hovedet fuldt af poesi, er der ikke store chancer for, at man overlever på havet.
"Himmerige og helvede" er en barsk og smuk fortælling, hvor Jón Kalman Stefánsson udfolder sit fantastiske talent for at beskrive verden og menneskelivet poetisk og gribende. Sproget er uhyre smukt og det er en fornøjelse at læse og dykke ned i. Bogen kommer dog ikke på højde med "Sommerlys og så kommer natten", der er en af de bedste læseoplevelser, jeg har haft i mange år. Den forenede det poetiske med en melankolsk humor og det var en meget virkningsfuld kombination. I sammenligning hermed er "Himmerige og helvede" langt mere alvorlig.
Det er dog stadig en virkelig god bog - i øvrigt den første i en trilogi. Jeg er vild med det kollektive fortæller-vi, der beretter historien for os. Det skaber en helt unik stemning.
Det er i sidste ende en smuk historie om poesiens kraft - og meget livsbekræftende, idet den gennem drengens reaktioner viser, hvordan den indre selvopholdelsesdrift og livskraft tvinger os gennem selv de sværeste tider og ud på den anden side.

Omegapunktet

Det er en interessant og velskrevet, men ret svært tilgængelig bog, DeLillo har forfattet. Den tager udgangspunkt i kunstværket "24 Hour Psycho", der blev vist på MoMA i 2006, hvor filmen Psycho afspilles, så det tager 24 timer at se hele filmen og man derfor tvinges til at bemærke alle detaljerne. En anonym mand betragter kunstværket og det antydes, at han måske selv har ét og andet til fælles med filmens hovedperson, den psykopatiske morder Norman Bates. Størstedelen af romanen foregår dog i den californiske ørken, hvor forskeren Elster og den unge mand Jim Finley befinder sig i førstnævntes hus. Finley prøver at overtale Elster til at medvirke i en dokumentarfilm. Elsters datter dukker op og forsvinder igen - sporløst. Handlingen er meget minimal og jeg tror, det er en pointe, at man som læser bliver tvunget til at gå ned i tempo og studere alle detaljerne. Man skal ikke læse denne roman, hvis man gerne vil have en sammenhængende handling og en klar mening. Er man i humør til selv at lege detektiv for at finde en mening og betydning i romanen - og vil man gerne udfordre sig selv - så vil man få en fin oplevelse med at læse bogen. Jeg fik selv lyst til at genlæse romanen, da jeg var færdig med den, fordi jeg gerne ville forsøge at finde en mening. Om den findes, er så en anden sag...

Jeg er en hær

Rystende, medrivende og spændende. Det er absolut nogle af de ord, jeg vil hæfte på denne roman fra Lars Husum. Man sidder med en klump i halsen meget af tiden under læsningen. Det er en knugende oplevelse at være vidne til hovedpersonen Jakob Jepsens liv i årene fra september 2000 til januar 2007. Han er soldat og elsker livet i hæren. Dér giver alting mening for ham, mens verden udenfor forvirrer ham og gør ham usikker. Hele hans identitet er holdt oppe på at være soldat, at være stærk, at være en hær. Da han møder Lone og bliver pap-far for hendes lille dreng Ask, føler han sig også stærk og urørlig, når han kan beskytte dem mod Asks far. Men livet er en skrøbelig ting, som så utrolig nemt kan mistes. Jakob udsendes til Bosnien og senere Afghanistan sammen med sin barndomsven Jesper. Jeg ved ikke nok om soldaterliv til at vurdere, om skildringerne af livet i lejren og på patrulje er realistiske - men for mig forekommer de ekstremt troværdige. Dét er interessant at få et indblik i, men dét, der for alvor gør "Jeg er en hær" til en stor læseoplevelse for mig, er det utroligt skarpe og fine portræt af Jakob. Der er ingen tvivl om, at dette er en anti-krigsroman, men det er også en fortælling om et menneskes behov for at være i kontrol - og hvad der sker, når illusionen om kontrol brister.

Ovenpå er der stille

Helmer, bogens jeg-fortæller, er i 50'erne og har aldrig forladt sit barndomshjem -en mindre gård nord for Amsterdam. Da hans tvillingebror Henk, der er udset til at føre gården videre, dør som ganske ung, bliver Helmer nødt til at opgive sine litteraturstudier og påtage sig opgaven i stedet. Ved romanens start går Helmer og venter på, at hans tyranniske far, der er gammel og syg, skal dø. Det bliver aldrig sagt direkte, men man fornemmer, at med faderens død øjner Helmer en chance for at leve et andet liv - hvis det altså ikke er for sent. Der kommer skred i fortællingen, da Riet (som skulle have været gift med Henk) opsøger Helmer og beder ham tage hendes søn som medhjælper på gården. Det er en ung, utilpasset fyr, der ligesom Helmer drømmer om et andet liv end det, han har. Helmers drømme får ham til at købe et kort over Danmark, hvor han lærer stednavnene udenad og fantaserer om et liv langt væk.

Romanen er fortalt i et meget roligt, adstadigt tempo, der fint afspejler Helmers stillestående liv. Det er fortællingen om et menneske, der har ladet livet gå sig forbi, og som aldrig har fået muligheden (eller selv turde tage den!) for at skabe sin egen identitet som andet end den ene halvdel af et tvillingepar. Der er store eksistentielle spørgsmål på spil i denne fine, lille roman, der helt udramatisk fortæller det store drama om et menneskeliv. Mit eneste kritikpunkt er, at dramaet næsten er for nedtonet.

Guernseys litterære kartoffeltærteklub

Denne roman bliver man i godt humør af! Det er en udpræget feel-good roman, der er befolket af spøjse og hjertevarme karakterer, man ville ønske, man havde som naboer. Romanen foregår i 1946, dels i London, men primært på øen Guernsey. Det er en roman om folk, der elsker at læse - og om hvordan livet på kanaløen var under 2. verdenskrig, hvor Guernsey var besat af tyskerne. Efter krigen bliver London-forfatteren Juliet kontaktet af en af øboerne og så tager hendes liv en uventet drejning. Romanen er til tider forudsigelig, men samtidig så charmenrende, at man nemt tilgiver det. Som sagt, så er det svært ikke at blive i godt humør efter læsning af denne roman. Den er skrevet i brev-form, men det skal ikke afskrække nogen, for alle romanens brevskrivere er fantastiske historiefortællere.

Den gode frøken og huset

Billedet viser Halldor Laxness, der skrev "Den gode frøken og huset". Den foregår i 1800tallets Island, hvor forholdet mellem søstrene Rannveig og Thuridur er omdrejningspunktet for fortællingen. Søstrene er meget forskellige, og deres liv udarter sig på vidt forskellig vis. Den gode frøken, som titlen henviser til, er den yngste søster Rannveig. Hun er rolig og medfølende af natur, og absolut ikke den af søstrene, som forældrene er bekymrede for. Det bliver dog hende, der gennem de valg hun træffer, ender som familiens sorte får. Familien forsøger med løgne, fortielser og magtdemonstrationer at afværge tabet af anseelse i samfundet. Det er en på mange måder sørgelig historie, men den er også fyldt med skarpe iagttagelser af den menneskelige natur. En fin, lille bog på kun 61 sider, der meget fortjent er blevet en klassiker.

Ved slusen

Denne fine og enkle roman fortæller historien om Solvej, Olav og Helene. Førstnævnte er romanens jeg-fortæller, der som 31-årig mister sin samlever, da han forulykker i Grønland. Hele hendes liv slår en saltomortale, da han meldes savnet. Bogen er fortællingen om, hvordan hun langsomt selv vender tilbage til sit liv og hvordan hun forliger sig med de erkendelser, der kommer i kølvandet på den elskedes død. "Ved slusen" handler også om identitetsproblematikker, der belyses gennem karakteren Helene, der er født og opvokset i Grønland, men har det vanskeligt med den grønlandske identitet. Romanen giver en fin beskrivelse af, hvordan man arbejder sig gennem en sorg - og derigennem også arbejder med sig selv.

Vågen

Dette er en meget speciel læseoplevelse, for man bliver både fascineret og frastødt af det univers, der beskrives i Voetmans alternative, historiske roman "Vågen". Den handler om Plinius den Ældre og den brutale verden, han levede i. Han skrev det store naturhistoriske værk Naturalis Historia, hvoraf der er bevaret 37 bind. Romanen udgøres af en blanding af brudstykker fra det store værk, breve, noter og prosastykker. Vi hører om Plinius' barndom og får brudstykker fra hans liv. Det er barske sager, læseren præsenteres for, men lader man historien (og historierne i historien) få tid til at udfolde sig, så bliver man fascineret lige så meget som frastødt. Det er en historisk roman, men en meget alternativ én af slagsen.

Hallerne

Jeg føler mig nødsaget til at sige som det første, at jeg glædede mig voldsomt til Josefine Klougarts nye bog, for jeg elskede hendes debut "Stigninger og fald". Jeg synes, den er én af de smukkeste bøger, jeg længe har læst. Når det så er sagt, så kunne jeg virkelig, virkelig ikke lide "Hallerne". Jeg synes, den var uvedkommende, hvilket er noget af det værste, en bog i min optik kan være. Klougart kan helt sikkert noget med sproget, men vælger bevidst her i "Hallerne" at bruge et meget begrænset billedsprog. De samme metaforer bruges igen og igen: fabrikken, hallerne, kroppene, blikkene. Det bliver enormt trættende at læse. Og når man samtidig mangler en handling at blive indfanget af, så bliver "Hallerne" altså en ret intetsigende oplevelse.

Verdensmestre

Nikolaj Zeuthens roman er en hyldest til George Perecs roman fra 1960'erne "Ting".
Hos Zeuthen møder vi det unge par Anna og Rune, der har været kærester siden gymnasietiden og nu er en småbørns-familie. De bekymrer sig konstant om, hvorvidt det er ok, at børnene ser tv uden opsyn; om de får udslæt, hvis de spiser en rød pølse; og om hvor svært det kan være at leve op til alle forskrifterne om, hvordan man er den gode forælder. Verdensmestre er en kærlig og satirisk hilsen til alle unge forældre og man trækker da også på smilebåndet af og til, når beskrivelserne af alle det unge pars trængsler folder sig ud. I længden bliver selve formen dog lidt for trættende. Romanen er skrevet i 3. person flertal: "de" tænkte, "de" gjorde, "de" bekymrede sig....Så til sidst bliver "man" altså lidt træt i selskab med verdensmestrene.

Vejene - det oprindelige manuskript

Jack Keroac og vennerne krydser frem og tilbage over USA i en tåge af alkohol og stoffer, mens de filosoferer over menneskelivet. Denne klassiker er definerende for beat-generationen; de unge og utilpassede, der følte sig beat, slået, af det samfund, de levede i: 40'ernes og 50'ernes USA.

Jeg beundrer Kerouacs evne til i dén grad at beskrive og sammenfatte, hvad datidens unge følte. Når det er sagt, så bliver jeg dog ikke på nogen måde grebet af fortællingen. Den forekommer som én lang opremsning; "...så gjorde vi det, og så gik vi derhen, og så drak vi det, og så sagde han...osv.osv.osv.". Jeg bliver træt af at læse om de evindelige rejser frem og tilbage, der virker meningsløse. Og samtalerne mellem personerne forekommer overfladiske og hule. Romanen er forståeligt nok en klassiker, men nogen god læseoplevelse synes jeg bestemt ikke den er.