onsdag den 21. oktober 2009

Apropos Opa


Her er en fin, meget stramt fortalt historie om Julia, hendes far og Opa (farfar). Julia er ung, ensom og ved at kæmpe sig vej ud af en depression. Gennem samtaler med hendes far og hendes fætter opdager hun hemmeligheden om farfarens rolle under 2. verdenskrig.

søndag den 18. oktober 2009

Revolutionary Road

Ægteparret April og Frank Wheeler bor på Revolutionary Road i et hus med deres to børn. Frank arbejder hos Knox... Det var hele tiden meningen, at det skulle være et midlertidigt job, men nu har han efterhånden været der et par år. April går derhjemme og hendes drømme om at blive skuespiller er nu reduceret til det lokale amatør-teaters forestillinger, hvor hun i øvrigt gør en sørgelig figur.
De er på mange måder ved at køre fast i ægteskabet - indtil April får den ide, at de skal flytte til Paris. Her vil hun forsørge Frank, så han kan få tid til at finde ud af, hvad han gerne vil bruge sit liv på. Planerne om Paris får deres parforhold til at blomstre, men konsekvenserne bliver ødelæggende.
Romanen er fantastisk - en tragisk historie med knivskarpe portrætter af ikke bare April og Frank, men af en hel generation. De unge, veluddannede typer, der forlader byen, når det er tid til at stifte familie - og som så ender i et forstadsliv, der ligger langt fra deres drømme.
Romanen er filmatiseret for nylig, og filmen er absolut også værd at se!

onsdag den 7. oktober 2009

Mindre pletter


En kvinde med styr på tingene. Sådan fremstår hovedpersonen Mie for sine omgivelser. Hun er leder for en socialrådgiver-afdeling, danner par med Peter og er altid ulastelig klædt. Udenpå er der således ikke noget at komme efter, men indeni ser det hele meget anderledes ud.
Hun gemmer al sin svaghed og usikkerhed for omgivelserne, men hemmeligt kæmper hun med dæmonerne fra sin barndom.
Bag på bogen står der, at det er en roman om at overleve sin barndom, men Mie er stadig mærket af sin, så spørgsmålet er, om man har overlevet den, blot fordi man er nået til voksenlivet. Romanens slutning er meget åben og i det hele taget er det en fin, lille bog, der rummer stor psykologisk indsigt. En meget spændende debut!