Himmerige og helvede

Døden er en evig følgesvend på det iskolde hav, hvor en folk fiskere i 1800tallets Island tjener til føden. Hovedpersonen, der aldrig omtales som andet end "drengen", skal med mændene og sin bedste ven Bardur ud for at fiske. Men det er en hård verden og har man glemt sin skindanorak, fordi man har hovedet fuldt af poesi, er der ikke store chancer for, at man overlever på havet.
"Himmerige og helvede" er en barsk og smuk fortælling, hvor Jón Kalman Stefánsson udfolder sit fantastiske talent for at beskrive verden og menneskelivet poetisk og gribende. Sproget er uhyre smukt og det er en fornøjelse at læse og dykke ned i. Bogen kommer dog ikke på højde med "Sommerlys og så kommer natten", der er en af de bedste læseoplevelser, jeg har haft i mange år. Den forenede det poetiske med en melankolsk humor og det var en meget virkningsfuld kombination. I sammenligning hermed er "Himmerige og helvede" langt mere alvorlig.
Det er dog stadig en virkelig god bog - i øvrigt den første i en trilogi. Jeg er vild med det kollektive fortæller-vi, der beretter historien for os. Det skaber en helt unik stemning.
Det er i sidste ende en smuk historie om poesiens kraft - og meget livsbekræftende, idet den gennem drengens reaktioner viser, hvordan den indre selvopholdelsesdrift og livskraft tvinger os gennem selv de sværeste tider og ud på den anden side.

Omegapunktet

Det er en interessant og velskrevet, men ret svært tilgængelig bog, DeLillo har forfattet. Den tager udgangspunkt i kunstværket "24 Hour Psycho", der blev vist på MoMA i 2006, hvor filmen Psycho afspilles, så det tager 24 timer at se hele filmen og man derfor tvinges til at bemærke alle detaljerne. En anonym mand betragter kunstværket og det antydes, at han måske selv har ét og andet til fælles med filmens hovedperson, den psykopatiske morder Norman Bates. Størstedelen af romanen foregår dog i den californiske ørken, hvor forskeren Elster og den unge mand Jim Finley befinder sig i førstnævntes hus. Finley prøver at overtale Elster til at medvirke i en dokumentarfilm. Elsters datter dukker op og forsvinder igen - sporløst. Handlingen er meget minimal og jeg tror, det er en pointe, at man som læser bliver tvunget til at gå ned i tempo og studere alle detaljerne. Man skal ikke læse denne roman, hvis man gerne vil have en sammenhængende handling og en klar mening. Er man i humør til selv at lege detektiv for at finde en mening og betydning i romanen - og vil man gerne udfordre sig selv - så vil man få en fin oplevelse med at læse bogen. Jeg fik selv lyst til at genlæse romanen, da jeg var færdig med den, fordi jeg gerne ville forsøge at finde en mening. Om den findes, er så en anden sag...