Jeg er en hær

Rystende, medrivende og spændende. Det er absolut nogle af de ord, jeg vil hæfte på denne roman fra Lars Husum. Man sidder med en klump i halsen meget af tiden under læsningen. Det er en knugende oplevelse at være vidne til hovedpersonen Jakob Jepsens liv i årene fra september 2000 til januar 2007. Han er soldat og elsker livet i hæren. Dér giver alting mening for ham, mens verden udenfor forvirrer ham og gør ham usikker. Hele hans identitet er holdt oppe på at være soldat, at være stærk, at være en hær. Da han møder Lone og bliver pap-far for hendes lille dreng Ask, føler han sig også stærk og urørlig, når han kan beskytte dem mod Asks far. Men livet er en skrøbelig ting, som så utrolig nemt kan mistes. Jakob udsendes til Bosnien og senere Afghanistan sammen med sin barndomsven Jesper. Jeg ved ikke nok om soldaterliv til at vurdere, om skildringerne af livet i lejren og på patrulje er realistiske - men for mig forekommer de ekstremt troværdige. Dét er interessant at få et indblik i, men dét, der for alvor gør "Jeg er en hær" til en stor læseoplevelse for mig, er det utroligt skarpe og fine portræt af Jakob. Der er ingen tvivl om, at dette er en anti-krigsroman, men det er også en fortælling om et menneskes behov for at være i kontrol - og hvad der sker, når illusionen om kontrol brister.

Ovenpå er der stille

Helmer, bogens jeg-fortæller, er i 50'erne og har aldrig forladt sit barndomshjem -en mindre gård nord for Amsterdam. Da hans tvillingebror Henk, der er udset til at føre gården videre, dør som ganske ung, bliver Helmer nødt til at opgive sine litteraturstudier og påtage sig opgaven i stedet. Ved romanens start går Helmer og venter på, at hans tyranniske far, der er gammel og syg, skal dø. Det bliver aldrig sagt direkte, men man fornemmer, at med faderens død øjner Helmer en chance for at leve et andet liv - hvis det altså ikke er for sent. Der kommer skred i fortællingen, da Riet (som skulle have været gift med Henk) opsøger Helmer og beder ham tage hendes søn som medhjælper på gården. Det er en ung, utilpasset fyr, der ligesom Helmer drømmer om et andet liv end det, han har. Helmers drømme får ham til at købe et kort over Danmark, hvor han lærer stednavnene udenad og fantaserer om et liv langt væk.

Romanen er fortalt i et meget roligt, adstadigt tempo, der fint afspejler Helmers stillestående liv. Det er fortællingen om et menneske, der har ladet livet gå sig forbi, og som aldrig har fået muligheden (eller selv turde tage den!) for at skabe sin egen identitet som andet end den ene halvdel af et tvillingepar. Der er store eksistentielle spørgsmål på spil i denne fine, lille roman, der helt udramatisk fortæller det store drama om et menneskeliv. Mit eneste kritikpunkt er, at dramaet næsten er for nedtonet.

Guernseys litterære kartoffeltærteklub

Denne roman bliver man i godt humør af! Det er en udpræget feel-good roman, der er befolket af spøjse og hjertevarme karakterer, man ville ønske, man havde som naboer. Romanen foregår i 1946, dels i London, men primært på øen Guernsey. Det er en roman om folk, der elsker at læse - og om hvordan livet på kanaløen var under 2. verdenskrig, hvor Guernsey var besat af tyskerne. Efter krigen bliver London-forfatteren Juliet kontaktet af en af øboerne og så tager hendes liv en uventet drejning. Romanen er til tider forudsigelig, men samtidig så charmenrende, at man nemt tilgiver det. Som sagt, så er det svært ikke at blive i godt humør efter læsning af denne roman. Den er skrevet i brev-form, men det skal ikke afskrække nogen, for alle romanens brevskrivere er fantastiske historiefortællere.

Den gode frøken og huset

Billedet viser Halldor Laxness, der skrev "Den gode frøken og huset". Den foregår i 1800tallets Island, hvor forholdet mellem søstrene Rannveig og Thuridur er omdrejningspunktet for fortællingen. Søstrene er meget forskellige, og deres liv udarter sig på vidt forskellig vis. Den gode frøken, som titlen henviser til, er den yngste søster Rannveig. Hun er rolig og medfølende af natur, og absolut ikke den af søstrene, som forældrene er bekymrede for. Det bliver dog hende, der gennem de valg hun træffer, ender som familiens sorte får. Familien forsøger med løgne, fortielser og magtdemonstrationer at afværge tabet af anseelse i samfundet. Det er en på mange måder sørgelig historie, men den er også fyldt med skarpe iagttagelser af den menneskelige natur. En fin, lille bog på kun 61 sider, der meget fortjent er blevet en klassiker.

Ved slusen

Denne fine og enkle roman fortæller historien om Solvej, Olav og Helene. Førstnævnte er romanens jeg-fortæller, der som 31-årig mister sin samlever, da han forulykker i Grønland. Hele hendes liv slår en saltomortale, da han meldes savnet. Bogen er fortællingen om, hvordan hun langsomt selv vender tilbage til sit liv og hvordan hun forliger sig med de erkendelser, der kommer i kølvandet på den elskedes død. "Ved slusen" handler også om identitetsproblematikker, der belyses gennem karakteren Helene, der er født og opvokset i Grønland, men har det vanskeligt med den grønlandske identitet. Romanen giver en fin beskrivelse af, hvordan man arbejder sig gennem en sorg - og derigennem også arbejder med sig selv.

Vågen

Dette er en meget speciel læseoplevelse, for man bliver både fascineret og frastødt af det univers, der beskrives i Voetmans alternative, historiske roman "Vågen". Den handler om Plinius den Ældre og den brutale verden, han levede i. Han skrev det store naturhistoriske værk Naturalis Historia, hvoraf der er bevaret 37 bind. Romanen udgøres af en blanding af brudstykker fra det store værk, breve, noter og prosastykker. Vi hører om Plinius' barndom og får brudstykker fra hans liv. Det er barske sager, læseren præsenteres for, men lader man historien (og historierne i historien) få tid til at udfolde sig, så bliver man fascineret lige så meget som frastødt. Det er en historisk roman, men en meget alternativ én af slagsen.

Hallerne

Jeg føler mig nødsaget til at sige som det første, at jeg glædede mig voldsomt til Josefine Klougarts nye bog, for jeg elskede hendes debut "Stigninger og fald". Jeg synes, den er én af de smukkeste bøger, jeg længe har læst. Når det så er sagt, så kunne jeg virkelig, virkelig ikke lide "Hallerne". Jeg synes, den var uvedkommende, hvilket er noget af det værste, en bog i min optik kan være. Klougart kan helt sikkert noget med sproget, men vælger bevidst her i "Hallerne" at bruge et meget begrænset billedsprog. De samme metaforer bruges igen og igen: fabrikken, hallerne, kroppene, blikkene. Det bliver enormt trættende at læse. Og når man samtidig mangler en handling at blive indfanget af, så bliver "Hallerne" altså en ret intetsigende oplevelse.

Verdensmestre

Nikolaj Zeuthens roman er en hyldest til George Perecs roman fra 1960'erne "Ting".
Hos Zeuthen møder vi det unge par Anna og Rune, der har været kærester siden gymnasietiden og nu er en småbørns-familie. De bekymrer sig konstant om, hvorvidt det er ok, at børnene ser tv uden opsyn; om de får udslæt, hvis de spiser en rød pølse; og om hvor svært det kan være at leve op til alle forskrifterne om, hvordan man er den gode forælder. Verdensmestre er en kærlig og satirisk hilsen til alle unge forældre og man trækker da også på smilebåndet af og til, når beskrivelserne af alle det unge pars trængsler folder sig ud. I længden bliver selve formen dog lidt for trættende. Romanen er skrevet i 3. person flertal: "de" tænkte, "de" gjorde, "de" bekymrede sig....Så til sidst bliver "man" altså lidt træt i selskab med verdensmestrene.