tirsdag den 1. marts 2011

Vågen

Dette er en meget speciel læseoplevelse, for man bliver både fascineret og frastødt af det univers, der beskrives i Voetmans alternative, historiske roman "Vågen". Den handler om Plinius den Ældre og den brutale verden, han levede i. Han skrev det store naturhistoriske værk Naturalis Historia, hvoraf der er bevaret 37 bind. Romanen udgøres af en blanding af brudstykker fra det store værk, breve, noter og prosastykker. Vi hører om Plinius' barndom og får brudstykker fra hans liv. Det er barske sager, læseren præsenteres for, men lader man historien (og historierne i historien) få tid til at udfolde sig, så bliver man fascineret lige så meget som frastødt. Det er en historisk roman, men en meget alternativ én af slagsen.