onsdag den 1. februar 2012

Englenes sorg

2. bind i trilogien om drengen, der aldrig omtales som andet, foregår nogle uger efter bind 1. Drengen har fundet sig et hjem og der lægges planer for hans fremtid. Han skal dog ledsage landposten på en særdeles farefuld færd, hvor de kæmper sig vej gennem snemasserne og undervejs møder nogle af de familier, der er bosat i de yderste, barske egne. Meget af romanen foregår, mens drengen og landposten Jens befinder sig i det hvide, kolde helvede - som også ætser sig vej til læseren.
Som i bind 1 Himmerige og helvede er sproget en absolut fornøjelse at læse. Romanen skal læses langsomt, så man får alle nuancerne med.

Når noget slutter

Fortælleren hedder Tony Webster. Han er nu en gammel mand, og størstedelen af romanen udfyldes af hans erindringer om sit liv - centreret om vennen Adrian, der senere begik selvmord. Nu mange år senere har Adrians svigermor testamenteret Adrians dagbog til Tony, men Adrians enke nægter at udlevere den. Det er en lille og smuk bog, der rummer mange fine betragtninger over livet, tidens gang og erindringens forhold til det, der reelt skete. Som der står på første side: "...det man ender med at huske er ikke altid det samme, som man har været vidne til."