Ægteparret April og Frank Wheeler bor på Revolutionary Road i et hus med deres to børn. Frank arbejder hos Knox... Det var hele tiden meningen, at det skulle være et midlertidigt job, men nu har han efterhånden været der et par år. April går derhjemme og hendes drømme om at blive skuespiller er nu reduceret til det lokale amatør-teaters forestillinger, hvor hun i øvrigt gør en sørgelig figur.De er på mange måder ved at køre fast i ægteskabet - indtil April får den ide, at de skal flytte til Paris. Her vil hun forsørge Frank, så han kan få tid til at finde ud af, hvad han gerne vil bruge sit liv på. Planerne om Paris får deres parforhold til at blomstre, men konsekvenserne bliver ødelæggende.
Romanen er fantastisk - en tragisk historie med knivskarpe portrætter af ikke bare April og Frank, men af en hel generation. De unge, veluddannede typer, der forlader byen, når det er tid til at stifte familie - og som så ender i et forstadsliv, der ligger langt fra deres drømme.
Romanen er filmatiseret for nylig, og filmen er absolut også værd at se!