mandag den 30. maj 2011

Sorg og camping

Velskrevet og stærkt fængende roman. Hørslev har en formidabel evne til at skildre hverdagen og de underliggende følelser af sorg og ensomhed, der gemmer sig nedenunder alt det leverpostejsfarvede.
Vi følger fem personer gennem en hel dag i vinteren 1985 i landsbyen Løkke ved Ringkøbing. Marianne og Jørgen, der er gift og ejer en lille købmandsforretning, der kører med underskud. Det har Jørgen dog endnu ikke fortalt Marianne - som til gengæld har svært ved at indrømme, at hun synes, han gør alting forkert. Jørgen har en lillebror, Thomas, der føler sig for malplaceret i (og for god til) den lille landsby. Han har læst litteraturvidenskab og skriver på en roman. Hans islandske kone Gunnhildur er forsvundet. Den femte og sidste person er Jannie, der er forelsket i en gift mand, arbejder i købmandsbutikken og har en meget dominerende mor.
Vi kommer ind i hovederne på alle fem og hører om deres håb, længsler, frustrationer og det, de sørger over alt imens vejret slår kulderekord og en ondsindet kat sniger sig rundt oppe på loftet.
Det er en usentimental og bittersød læseoplevelse, hvor de fleste nok vil kunne nikke genkendende til mere, end de har lyst til at indrømme.