Reflekterende og med fin brug af ironi fortæller Hustvedt denne historie. Fortælleren er den 55årige rødhårede digter Mia, der har haft en psykose efter hendes mand forlod hende. Nu er hun sig selv igen, men har brug for at komme væk fra New York og tager derfor til sin hjemby Bonden for at arbejde sommeren over med at undervise unge i poesi. Her tilbringer hun meget tid sammen med sin mor og hendes jævnaldrende veninder og hun bliver veninde med den unge nabokone, der har et stormfuldt ægteskab.Gennem romanen reflekterer Mia over forholdet mellem mænd og kvinder, livets forgængelighed og hun henvender sig direkte til læseren. Det greb fungerer ganske udmærket, ligesom det giver fin mening, at Mia også forholder sig til den fortælling, hun selv er i gang med at konstruere.
Bogen kommer på ingen måde på højde med "Det jeg elskede", men det er en underholdende roman med interessante betragtninger over verden set fra en kvindes synsvinkel.
