Jack Keroac og vennerne krydser frem og tilbage over USA i en tåge af alkohol og stoffer, mens de filosoferer over menneskelivet. Denne klassiker er definerende for beat-generationen; de unge og utilpassede, der følte sig beat, slået, af det samfund, de levede i: 40'ernes og 50'ernes USA. Jeg beundrer Kerouacs evne til i dén grad at beskrive og sammenfatte, hvad datidens unge følte. Når det er sagt, så bliver jeg dog ikke på nogen måde grebet af fortællingen. Den forekommer som én lang opremsning; "...så gjorde vi det, og så gik vi derhen, og så drak vi det, og så sagde han...osv.osv.osv.". Jeg bliver træt af at læse om de evindelige rejser frem og tilbage, der virker meningsløse. Og samtalerne mellem personerne forekommer overfladiske og hule. Romanen er forståeligt nok en klassiker, men nogen god læseoplevelse synes jeg bestemt ikke den er.
