torsdag den 18. juni 2009

Berlinerpoplerne


Så fik jeg endelig læst den! Og den er da også god. Tre meget forskellige brødre og den enes datter mødes, da brødrenes mor ligger for døden. De har ikke set hinanden i mange år og har heller ikke noget ønske om det.
De tvinges dog af omstændighederne til at tilbringe julen sammen på familiens nedslidte gård. Den yngste bror Erlend og hans partner Krumme kommer fra København, mens storebroderen Tor er blevet på gården hele sit liv. Den mellemste bror Margido er bedemand og sætter en ære i altid at gøre det rigtige. Erlend har fokus på det smukke i tilværelsen, mens Tors liv får mening gennem det praktiske arbejde med dyrene på gården. De tre brødre repræsenterer 3 meget forskellige måder at leve livet på. Romanen er velskrevet og man er godt underholdt. Jeg havde dog gættet "overraskelsen" til sidst - og det vil jeg tro de fleste læsere har? Jeg kan godt forstå, mange synes om bogen, men så er den altså heller ikke bedre. Måske er det her bare ét af de tilfælde, hvor man hører så meget om en bog, inden man får den læst, at selve læseoplevelsen umuligt kan stå mål med ens forventninger?