Romanen foregår i Paris og har to fortællere: portnersken Renee Michel, og den 12-årige pige Paloma, der planlægger at tage sit eget liv. De forholder sig begge meget kritisk til de rige, overfladiske mennesker, der bor i den ejendom, hvor Renee er portnerske og hvor Paloma bor. Madame Michel er uhyre intelligent, men vælger på grund af traumatiske oplevelser i sin barndom og ungdom at holde dette hemmeligt. I stedet lever hun et liv, hvor hun forsøger at imitere, hvad der åbenbart er den traditionelle parisiske portnerske. Jeg synes måske ikke helt, at bogen i tilstrækkelig grad forklarer dette valg, så det virker realistisk og forståeligt. Eller måske kan jeg bare ikke lide tanken om, at man gemmer alle sine talenter væk og gør sig dummere end man er.Bogen har mange smukke betragtninger om kunsten og litteraturen samt overvejelser over, hvda der gør livet værd at leve. Der er mange litterære referencer i romanen og generelt var jeg godt underholdt. Slutningen ved jeg dog ikke helt, hvad jeg skal mene om - synes næsten den er lidt for nem. Overordnet set er det en ganske udmærket og underholdende bog. Jeg fristes bare til at sige: "Show, don't tell".
