onsdag den 21. april 2010

Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv

Oscar, hans mor og søster er hovedpersonerne i denne fantastiske roman. Men den egentlige hovedperson er måske i virkeligheden den forbandelse, der har hængt over Oscars familie lige siden hans bedstefar satte sig op imod præsidenten for den dominikanske republik, Trujillo.
Da vi møder Oscar, bor han i New Jersey sammen med sin familie. Han elsker sci-fi og fantasy, har nærmest ingen venner, er umulig til dét med piger og drømmer om at blive forfatter. Diktaturet i Den dominikanske republik og den betydning det får for flere generationer i Oscars familie er utrolig spændende læsning. Romanen har også sin helt egen sørgmuntre humor og er i det hele taget en virkelig god læseoplevelse. Den vandt fuldt fortjent Pulitzerprisen i 2008.