Jeg indrømmer det blankt: lige i starten af romanen nåede jeg at tænke, at hovedpersonen var en små-klam mand med pædofile tilbøjeligheder! Heldigvis læste jeg videre og må nu sige, at jeg synes rigtig godt om bogen. For mig handler den om, at det er kærligheden, der gør livet værd at leve.Jeg-fortælleren er en 90-årig mand, der forelsker sig i en 14årig pige, som han aldrig taler med og altid kun oplever sovende. Er det hende eller snarere forestillingen om hende, han er forelsket i? Findes hun overhovedet? Romanen er skrevet, så man undervejs spekulerer på, hvor meget af det, han fortæller, der faktisk finder sted og hvor meget han selv opfinder...
Under alle omstændigheder blomstrer han op, da han endelig som 90-årig oplever at være forelsket. Romanen er titlen til trods en smuk bog om kærlighedens magt.
