Denne roman præsenterer et væld af personer, der alle arbejder på InWears lager på Amager. De har også det til fælles, at deres liv på den ene eller anden måde er trist, hårdt og ensomt. Det kan man selvfølgelig sige, at alles liv er af og til. Men det virker bare meget massivt, når samtlige karakterer i bogen har et lorteliv og lader det gå ud over alle de andre. Som det lyder på s. 103: " Hendes kun halvvejs erkendte utilfredshed med sit håbløse lorteliv udmønter sig i mærkelig stivnakkethed og sære protester (...) De hader hinanden på InWear. De er allesammen ofre."Det er en kollektivroman, hvor man dog hører lidt mere om to af medarbejderne: Anton og Nanna, der gik i folkeskole sammen, og bliver kærester, da de møder hinanden igen på Inwears lager. Romanen starter i foråret 1999 og slutter under den store storm samme år.
Fortæller-stemmen er værd at bemærke, den er ret ubehagelig. Jeg har læst anmeldelser, der hylder humoren i bogen - jeg sad ærlig talt snarere tilbage med en trist og ubehagelig følelse efter endt læsning.
