Robert Zola Christensens roman om gymnasielæreren Allan, der er godt igang med at ødelægge sit liv pga. alkohol, er en meget speciel læseoplevelse - og det mener jeg absolut positivt!Som jeg-fortæller slynger Allan sætninger ud og springer rundt i emnerne - ganske som man gør, når man taler. Der er mange indskudte sætninger og meget langt mellem punktummerne. Det lyder måske anstrengende, men det fungerer faktisk rigtig godt. Man får som læser en meget tydelig fornemmelse af Allan som person - man kan næsten høre hans stemme.
Bogen er da også én lang monolog, hvor Allan fortæller om sit ca. 40 år lange liv med forliste kærlighedsforhold og uindfriede ambitioner. Han kæmper hele sit liv for at vriste sig fri af "de sumpede slægtsvande", men det er svært at være mønsterbryder. Allans livsfortælling er på mange måde lige så triviel som de sangtekster, der som små bidder er drysset ud over romanen. Samtidig er den gribende, fordi hans ensomhed skinner igennem på hver side. Han har ikke noget mål med sin tilværelse og lever i høj grad i fortiden.
Romanen byder også på nogle meget interessante personportrætter af fx Allans forældre og bedsteforældre. Forældrene, der er bekymrede for Allans drikkeri, kan dog ikke redde ham på trods af al deres kærlighed.
