torsdag den 9. juli 2015

Se på mig

Jennifer Egan skrev denne bog inden 9/11 og den udkom på engelsk kort efter. Den er dog først oversat til dansk nu - i kølvandet på hendes internationale gennembrud med den senere "Tæskeholdet banker på". 
"Se på mig" handler om modellen Charlotte, der efter en ulykke får rekonstrueret sit ansigt og oplever, at det har store konsekvenser for både hendes karriere og hvordan hun ser sig selv. Den anden Charlotte i bogen er teenager og datter af den første Charlottes ungdomsveninde Ellen. Teenageren Charlotte er nørder og ensom, og bruger sin tid dels sammen med sin onkel Moose, der forsøger at gøre hende interesseret i deres (lille)bys historie (og som selv har nogle problemer), og så læreren Michael West, som hun får et forhold til, og som i virkeligheden er Z, en muligvis-terrorist, som en privatdetektiv fra New York leder efter. 
Identitet, behovet for at blive set af andre og realitet-tv tankegangen er væsentlige temaer i denne samtidsroman, der dog på en eller anden måde har for mange karakterer eller vil for meget. I hvert fald følte jeg lidt at jeg blev tabt under vejs.