lørdag den 2. januar 2010

Gösta Berlings saga

Dette er Selma Lagerløfs debutroman om den gale præst Gösta Berling, de andre kavalerer og "det glædens, nødens, lykkens og bedrøvelighedens år", hvor de regerer på Ekeby.
Romanen byder på masser af gamle fortællinger, overtro, druk, fattigdom og kulde. Man er godt underholdt, mens Gösta og de andre igennem 1 års tid prøver at finde ud af, hvordan man kan være et godt menneske og samtidig selv være glad. Gösta og de andre kavalerer lever kun for sjov og morskab, men kommer nemt til at skade andre; de forsømmer Ekeby og de mennesker, der er afhængige af dem. Til sidst indser Gösta, at et jævnt og fattigt liv sammen med den kvinde, han elsker, er det gode og rigtige liv for ham. Det er en charmerende og rigt facetteret verden, Lagerløf åbner for, men til tiden kan man godt gå lidt død i de lange beskrivelser. Jeg vil anbefale den til læsere, der er meget begejstrede for Sverige og for gamle fortællinger og skrøner.